Det Vilde Vesten i autocamper

Hjemrejsen

2009-06-07T12:44:00.000-07:00

25. april 2009

Efter morgenmaden tog vi en taxa i lufthavnen og rejste hjemad. Vi fløj med Northwest Airlines og KLM via Detroit og Amsterdam til Billund. Turen fra Denver til Detroit gik igennem et mindre uvejr, som vi ellers var på vej udenom. Men kaptajnen advarede os inden, at han var blevet bedt om at flyve lidt igennem det, da der var en del lufttrafik. Men ellers var det en god tur hjem over Atlanten og videre til Billund, hvor familien stod klar i lufthavnen med små Dannebrog.

Et par dage efter, at vi var landet i Danmark, begyndte nyhederne at bringe det ene tilfælde af svineinfluenza efter det andet. Men vi havde det alle tre godt, og tog ganske let på det, selvom medierne skrev skrækkelige historier om det.

Denver

2009-06-07T12:43:00.000-07:00

24. april 2009

Efter den sidste nat og morgenmad i autocamperen kørte vi det sidste lille stykke nordpå ad motorvejen I-25 til Denver. Ved Castle Rock gjorde vi det sidste stop ved et outlet shoppingcenter. Her lå over 120 butikker med mærkevarer samlet, hvor der blev afholdt fabriks udsalg med op til 70 % rabat. På en time købte jeg 2 par shorts, 4 T-shirts, 2 sweatshirts og 2 skjorter i mærkerne, Levi’s, Nike og Timberland til blot 1.000 danske kroner. Jeg vil tro jeg skulle betale 3000-3500 for det i Danmark
www.outletsatcastlerock.com

Vi spiste vores frokost på parkeringspladsen og smed resterne ud, inden vi kørte det sidste stykke til Denver og direkte ud til Cruise America’s depot for at aflevere autocamperen. Det tog ikke mere end 10-15 minutter at aflevere den. Og det første de sørgede for, da vi kom, var at ringe efter en taxa. Vi havde hjemmefra bestilt den sidste nat i centrum af Denver, hvor vi boede lige om hjørnet til gågaden. Det var ikke første gang jeg var i Denver, men jeg synes ikke Denver har meget andet at byde på end gågaden, der til gengæld er lang og hyggelig med sporvogne, der kører frem og tilbage. Midt i gågaden står der en kopi af tårnet fra Markus Pladsen i Venedig.

Vi fandt en hyggelig italiensk restaurant, hvor vi spiste vores aftensmad. En fantastisk smagsoplevelse. Jeg valgte herefter at trække mig tilbage til hotellet for at slappe af, mens mor og far tog en ekstra gåtur op og ned af gågaden, for at få det sidste med.

Vis stort kort

Colorado Springs

2009-06-07T12:42:00.000-07:00

23. april 2009

Vi var næsten fremme ved målet, og dagens strækning skulle gå til en campingplads nær Denver, hvor i ville tage den sidste nat i autocamperen. Fra Raton til Denver var der kun motorvej tilbage, så vi kørte afsted nordpå ind i Colorado og op til Colorado Springs, hvor der ligger en KOA campingplads i den sydlige del af byen, tæt ved motorvejen. Vi var fremme ved Colorado Springs til frokost, og kunne derfor bruge eftermiddagen til at slappe af og få pakket vores bagage.

På vej op til Colorado Springs havde far købt en sidste pose kul, så vi kunne grille nogle gode bøffer. Men da vi ankom til campingpladsen havde de ingen grill på vores plads. I starten henviste de os til et indkøbscenter, hvor vi kunne købe en billigt. Men da jeg forklarede dem, at det var vores sidste nat, tog det ikke mange minutter, inden de hentede en på et lager, som vi kunne fyre op i. Og det blev der så. Far tømte hele posen med kul i grillen sammen med det sidste af tændvæsken!

Da vi tjekkede ind på campingpladsen fandt jeg en lille brochure med et stort vandfald, 7 Falls, der bliver lyst op med lys i forskellige farver om aftenen. Vi valgte at køre ud for at se det, da det var ved at blive mørk. Men vi havde desværre taget fejl af sommer- og vintertider, så der var lukket da vi kom derud.

Vis stort kort

Taos Pueblo

2009-06-07T12:41:00.000-07:00

22. april 2009

Vi forlod Santa Fe tidligt på morgenen og begav os nordpå mod Taos. Endnu en hyggelig by i den smukke Pueblo-stil. Og så var det en by, hvor jeg ikke havde været før. Det gamle markedsområde har en del små spændende butikker, hvor jeg købte et lille bundt tørrede chili, som både kan pynte, men som jeg også kan bruge til madlavning. Jeg blev nøje gjort opmærksom på, at det var den meget stærke slags, men at de var perfekte til at krydre salsa med.

Men Toas’ helt store turistattraktion er den lille by lige nord for, der hedder Talos Pueblo. Stedet med de gamle faldefærdige huse i Pueblo-stil er på UNESCOs liste over bevaringsværdige bygninger. De små lerhuse står helt side om side i flere etager, hvor indianerne bruger hjemmelavede stiger til at komme op til de huse, der står ovenpå andre. Og selvom der kommer mange turister her, bor indianerne her stadig. De sælger deres hjemmelavede ting sammen med lidt traditionelt indianermad. Midt igennem det lille samfund løber der en lille flod, hvorfra de får deres drikkevand.

Ikke langt vest for Taos skærer floden Rio Grande sig gennem en dyb kløft. Ved kløften ligger der en fin rasteplads, hvor vi spiste vores frokost, inden vi kørte tilbage gennem Taos og videre til Raton, hvor vi havde planlagt den næste overnatning.

Vejen fra Taos til Raton snoede sig gennem smukke bjergdale og Cimarron Canyon State Park.

I Raton overnattede vi på KOA Raton, som ligger tæt på byen, som dog ikke rigtig har noget at byde på. Vi valgte dog at gå en tur rundt i nabolaget inden vi gik til køjs.

Vis stort kort

Santa Fe

2009-06-07T12:40:00.000-07:00

21. april 2009

Vi besluttede os for at tage en nat mere i Santa Fe, så jeg startede dagen med at bestille en ekstra overnatning. Men vi måtte flytte os lidt, for da jeg kom ind i receptionen for at bestille den ekstra nat, var han lige præcis i gang med at udleje den plads, hvor vi allerede lå. Men det gjorde nu heller ikke så meget. Så længe der bare var en grill. Vi var ved at nyde rigtig godt af de mange grill, som vi fandt på campingpladserne, så far købte af og til en pose kul, så vi altid havde nogle liggende i bagagerummet.

Med endnu en nat ved hånden i Santa Fe, kørte vi ned i den gamle bydel. Det er nok en af de hyggeligste bydele i USA. De gamle bygninger i Pueblo-stil og Pueblo-indianere, der sad på markedspladsen og solgte deres hjemmelavede sager. Det er ikke billigt at handle i den gamle bydel, for her ved de at turisterne kommer. Men hyggeligt er det. Og selvom bydelen ikke er så stor, er der meget at se på. Blandt anden finder man USA’s ældste kirke og ældste hus side om side. De er begge bygget i den smukke Pueblo-stil.

Efter at have brugt hele formiddagen kørte vi tilbage til campingpladsen for at slappe lidt af. De mange store oplevelser på turen begyndte at sætte sine spor, så det var godt at kunne slappe lidt af ind imellem. Sidst på eftermiddagen valgte vi dog at køre tilbage ind til den gamle bydel for at tage billeder af San Miguel Church, efter at solen var kommet om på den rigtige side, så billederne ikke blev for mørke. Og så kunne far også få taget lidt video. Han havde aftenen forinden glemt at slukke sit kamera, så den havde stået og ladt op hele eftermiddagen på campingpladsen.

Endnu stod middagen på mad fra grill. Vi havde købt en kæmpe spareribs, som far stegte på grillen sammen med nogle kartofler, mens mor lavede noget salat til.

Santa Fe

2009-06-07T12:39:00.000-07:00

20. april 2009

En lang tur ventede forude, så vi havde spist morgenmad og pakket autocamperen inden klokken otte, hvorefter vi satte kursen mod Santa Fe. Der var flere ruter at vælge imellem, men jeg valgte at køre ad US 160 og US 84, som går gennem bjerge og smuk natur. Ved at vi kørte så tidligt på dagen, kunne vi være i Santa Fe først på eftermiddagen, hvor vi spiste frokost på campingpladsen. Vi havde fundet vej til Santa Fe KOA, der ligger små tyve kilometer fra den gamle bydel. En hyggelig campingplads i grønne omgivelser.

Efter frokost snakkede vi om, at vi ville køre ind i den gamle bydel. Med et stop undervejs for at handle ind udviklede sig til at tage så lang tid, at det blev for sent at køre derind. I stedet stødte mine forældre på en dansker i et indkøbscenteret. Hun var ude at handle ind sammen med hendes datter. De var sammen med familien flyttet til Santa Fe, men viste sig at have familie på samme egn som hvor mine forældre bor. Og da hun hørte at jeg arbejdede hos TEAM BENNS smilte hun over hele femøren, for det var altid her, at hendes forældre og svigerforældre købte rejsen, når de skulle til USA for at besøge dem.

Vis stort kort

Mesa Verde

2009-06-07T12:38:00.000-07:00

19. april 2009

Jeg havde sat min mobiltelefon til at vække mig fem minutter over seks, men få minutter forinden stod min far og ruskede i mig. I horisonten mod øst kunne man så småt ane at solen var på vej op. Vi hoppede i noget tøj og fik gjort kameraerne klar.

Solopgangen kunne ikke helt slå solnedgangen, men vi fik nogle gode billeder af den smukke solopgang, hvor klippemonumenterne stod som store sorte silhuetter i forgrunden. Vi nød det sidste af solopgangen sammen med morgenmaden, inden vi kørte videre mod Cortez og Mesa Verde.

Vejen til Cortez er lang og øde med lange lige strækninger. Men vi brugte kun få timer på at køre dertil nonstop, og tjekkede ind på den lokale KOA campingplads, som ligger tæt ved indgangen til Mesa Verde. Det var stadig for tidligt at spise frokost, så vi valgte at snuppe et hurtigt bad og køre ind og se Mesa Verde.

Fra indgangen går der en lang og snoet vej ind til de små og gamle indianersamfund, som Mesa Verde er kendt for. Undervejs er der gode muligheder for at gøre stop og nyde udsigten ud over Cortez til den ene side og landbrugsarealer med sneklædte bjergtoppe i horisonten til den anden side.

Rundt om i bjergene kan man spotte ruiner af små samfund, som er blevet bygget ind i sprækker i de lodrette klippevægge for cirka 1200 år siden. Indianerne klatrede op og ned af de lodrette klippevægge, for at jage og finde byggematerialer. Den største af samfundene er Cliffs Palace, men også Balcony House er ret imponerende, hvor indianerne byggede en mur langs kanten, så man ikke faldt ud. Det er muligt på bestemte tidspunkter af året at komme ned i ruinerne på guidede ture.

På et plateau ligger et stort soltempel, som aldig er blevet bygget færdigt. Hvad templet skulle bruges til er et mysterium, men man formoder at de små samfund har hjulpet hinanden med at bygge det, som de nåede, inden de af ukendte årsager flyttede væk fra området.

De fleste af de små samfund er tilgængelig i bil, og øvrige kan ses fra udkigspunkter via små vandreruter.

Mesa Verde er ikke en nationalpark, hvor man er så meget aktiv, men det er utroligt spændende at se de små indianersamfund. Vi var derfor tilbage på campingpladsen midt på eftermiddag, hvor vi spiste lidt sent frokost og slappede af inden morgendagens lange køretur til Santa Fe.

Vis stort kort

Monument Valley

2009-06-07T12:37:00.000-07:00

18. april 2009

Efter en del dage med koldt og halvdårligt vejr så det nu ud til at ændre sig til vores fordel. Så vi lagde dagen ud i shorts efter at have kigget på vejrudsigten. Og selvom det var en lidt kølig morgen, var det fint nok i short og en lun trøje.

Vi satte kursen sydpå mod monument Valley, der skulle vise sig at blive et af turens højdepunkter. Ikke langt syd for Moab gjorde vi det første stop ved Rock ’n’ Hole, hvor danske Albert Christensen byggede hans hjem på 700 kvt.m. ved at sprænge sig vej ind i en klippevæg. Her boede han sammen med hans amerikanske kone, og dyrkede hans store hobby som kunstner. I klippevæggen har han indhugget en stor buste af den amerikanske præsident Theodore Roosevelt. Albert og hans kone ligger begravet i baghaven i mellem alverdens sjove former for kunst. Her finder man også mange danske antikviteter. Stedet ejes og vedligeholdes i dag af en anden dansker, og der laves guidede ture rundt i hjemmet. I den tilhørende butik, Trading Post, er der også mange danske effekter at finde. Blandt andet en lille væg med billeder af de danskere, der har kigget forbi. I maj sidste år var jeg her godt nok uden at komme med på væggen, men denne gang kom jeg op at hænge sammen med mine forældre. På et stort Danmarkskort bliver man så placeret med knappenåle. Holstebro var sat på, men så kunne vi få sat Tarm på kortet, hvor mine forældre bor. Inden vi kørte videre fik vi lige hilst på den nuværende ejer, Erik, som nød sin kaffe på verandaen.

Vi forsatte syd på gennem små indianerbyer og forbi sjove klippeformationer. Vi gjorde et stop ved Twin Rocks, for at fotografere de to sjove klippesøjler, og for at kigge lidt nærmere på indianerkunst. I den lille by satte et optog i gang, da vi ankom, så da vi ville af sted videre var hovedvejen spæret i en lille time, inden vi kunne komme gennem byen.

Vi ankom til Monument Valley omkring middagstid. Når man kommer nordfra, kan man lave et smukt panoramabillede på toppen af en bakke, hvor landevejen bare forsætter ligeud ned gennem landskabet til de store klippemonumenter.

Da jeg var her første gang i maj 2008, var jeg her blot en times tid for at tage et par billeder og nyde naturen. Med andre ord skulle jeg bare finde ud af, hvad det var. Men da jeg så et par store autocampere holde på kanten af dalen på første række til den smukke udsigt, blev det en drøm for mig, som jeg bare ville udleve. Og blot elleve måneder senere var jeg her så igen med en autocamper og med drømmen, som nu skulle realiseres.

Vi var den første autocamper ved Monument Valley, så der var frit valg på alle hylder. Vi fandt et godt spot, fik autocamperen kørt i stilling og fik fundet noget frokost. Vi skulle giver 5 USD pr. person som entre og 10 USD for at have autocamperen holdende for natten. Samlet blev det til cirka 150 kroner eller 50 kroner pr. person. Men så skal man også indfinde sig med toiletter a la festivalstil og inden bad. Men med det vi havde i vente, var det nu heller ikke noget problem. Og ellers kunne man jo benytte sig af toiletterne i informationsbygningen, som også har en lille butik og et fint hotel, der åbnede i 2008.

Men vil man udleve drømme, skal man også være parat til at ofre sig selv lidt. Det hele bliver betalt mange gange igen i oplevelsen.

Nu kan man synes, at det må være kedeligt at skulle holde det meste af en dag og vente på en solnedgang. Men udsigten ud over Mounument valley er meget betagende, og i løbet af eftermiddagen gik far og jeg en tur ned i dalen, hvor en afmærket sti tog os på en fem kilometer lang tur rundt om det ene klippemonument i dalen. Det gav os mulighed for at se monumenterne fra mange forskellige vinkler. Og nu var det ikke kun min far der fik skudt en masse billeder af - det gjorde jeg bestemt også.

Det er svært at få autocamperen til at holde helt lige på det meget ujævne underlag, og det kom til syne, da suppen til vores aftensmad blev hældt i tallerknerne. Men det var dog trods alt ikke så skævt at suppen rendte ovenud.

Solen begyndt allerede at gå ned mens vi spiste, så far og jeg måtte rende lidt fra og til, så vi kunne få taget nogle billeder af den fantastiske solnedgang. Vi havde solen i ryggen, som så gav et smukt gulligt skær på klippemonumenterne. Det hele varede en lille times tid inden solen var væk i horisonten bag os. For ikke at bruge generatoren, som støjer en del, og for at spare på batteriet, fandt mor små fyrfadslys frem, som vi brugte til at lyse autocamperen op med indtil vi gik til køjs.

Vis stort kort

Arches & Canyonland

2009-06-07T12:36:00.000-07:00

17. april 2009

Efter mit morgenbad, som for en gangs skyld blev efter, at de to gamle havde været der, kom jeg tilbage til et lækkert morgenbord med stegt bacon og spejlæg. En rigtig god måde at starte dagen på!

Vi pakkede bilen og kørte ud til Arches. Vi erfarede i Grand Canyon, at det er en meget god ide at køre ind i nationalparkerne fra morgenen af, inden alle andre står op og kommer af sted.

Arches National Park er et stort område med over totusinde klipperbuer i alverdens størrelser og faconer. Men vores første stop blev ikke ved en klippebue, men ved Balanced Rock, der er en stor klippesten, der står og balancerer usikkert oven på en anden. Vi gik en tur rundt om den,for at se den fra alle sider og kanter, og imens hoppede nogle kaniner rundt omkring imellem de små buske, for at finde lidt grønt til deres morgenmad.

På en stor tynd klippevæg, har naturen skabt to store huller, der har fået navnene Det Sydlige- og Det Nordlige Vindue. Vi gik op til Det Nordlige Vindue, men der blæste en strid vind ind igennem det. ’Nogen må have glemt at lukke vinduet!’, svarede min mor på den kolde vind. Vi stillede os hurtigt op til at far kunne tage et par billeder, for så at finde læ ved siden af vinduet. Det var stadig overskyet og der var blevet lovet regn om eftermiddagen. Men som så mange andre dage kunne vi heldigvis ikke stole på vejrudsigten, og regnen forblev også væk hele dagen.

Ved siden af vinduerne står Double Arch, der er en af mine favoritter. To kæmpe klippebuer, der hænger sammen. Et imponerende syn, som vi længe kunne have stået og nydt synet af, hvis ikke det var fordi at vinden var så kold.

Næste stop blev Delicate Arch, der er den mest berømte af alle klippebuerne. Man skal beregne to til tre timer til at vandre den lange vej op til den på ren klippebund. Men den kolde vind overtalte os til at lade være. I stedet kørte vi længere ned ad vejen, hvor vi kunne se op til buen fra neden.

Solen begyndte at komme igennem skyerne, så jeg beslutte at køre ud til Devils Garden, hvor man skal gå ind til alle buerne. Efter vi nåede den første bue, valgte mor at vende om og gå tilbage til autocamperen. Det gjorde det muligt for far og jeg at sætte farten op og vandre af sted ud til flere buer. Den smukkeste af buerne på denne vandretur er Landscape Arch, der er lang og meget tynd. Den 1. september 1991 faldt der et stort stykke af denne bue, og alle stier op til den og rundt om den blev med det samme lukkede. De er forblevet lukkede, da man mener den kan styrte samme hvornår det skulle være. Og det har de god grund til. Herfra var stien nemlig lukket. Og efter en lidt besværlig klatretur ad en alternativ omvej, kunne vi se hvorfor. En klippebue som stod der sidst jeg var der, elleve måneder tidligere, var styrtet sammen. Det skete om natten den 4. august 2008, og store klippestykker fra den spærrede stien totalt. Og efterfølgende er der løbende faldet klippestykker af bruddet.

Vi forsatte yderligt et stykke vej, for at se et par klippebuer, inden vi vendte om og gik tilbage. Man kan også forsætte og gå ad en lidt mere avanceret vandresti rundt, men den kræver at man bruger tre til fem timer på det. Jeg tog denne tur da jeg var der i maj 2008, og det er en spændende tur.

Da vi kom tilbage til autocamperen havde mor lavet sandwich til os, som vi spiste inden vi kørte tilbage til indgangen. Her tog vi et fotostop ved Park Avenue, der er en lille dal ned mellem to lodrette klippevægge.

Ved indgangen ligger besøgscenteret, hvor man kan lære mere om hvordan de enorme klippebuer er blevet til.

Inden vi kørte tilbage til Moab, kørte vi ud i Canyonland National Park, som de også kalder for ’Island in the sky’. Man kører ud på en lille halvø omgivet af store flotte kløfter. Men mit favoritsted her er Mesa Arch, der er endnu en klippebue, men med en fantastisk smuk baggrund med store kløfter og sneklædte bjerge i horisonten.

Inden vi vendte om og kørte tilbage til Moab, var vi ude forbi Grand View og nyde udsigten ud over kløfterne. Det hele virker som om, at det slet ingen ende vil tage. Der ligger simpelthen kløfter i kløfterne med forskellige farvelag ned gennem undergrunden. Et skilt viser hvilke materialer, man finder i de forskellige lag.

Vis stort kort

Capitol Reef

2009-06-07T12:30:00.000-07:00

16. april 2009

Som alle de andre gange stod vi også den morgen tidligt op for at køre af sted ud på landevejen. Men det havde frosset i løbet af natten, og vi havde ikke fået vores vand koblet fra. Med møje og besvær fik jeg vores vandslange skruet af, som var stivfrossen. Jeg måtte tage den med i et varmt brusebad, for at tø den op, så vi kunne få den pakket sammen.

Vi havde en af de lange ture foran os, og vi skulle gerne have tid til en del stop, da turen gik gennem Capitol Reef National Park. Men vi havde ikke kørt længe, inden det begyndte at sne. Og der lå en del sne på vejen. Men lige så snart vi kørte lidt nedad igen, var vejen igen ren for sne, så vi valgte at forsætte. Vi så nu heller ikke mere til sne. Vejrudsigten havde i stedet sagt masser af regn, men det så vi heller ikke noget til. Til gengæld kom solen frem, men vinden var stadig ret kold. Turen fra Cannonville til Capitol Reef var helt fantastisk og endnu engang helt anderledes fra alt andet, som vi havde set på turen. Efter Escalante er der en storslået udsigt ud over Escalante Valley og sneklædte bjerge langt ude i horisonten. Vejen førte os herfra ned gennem dalen ad snoede veje og gennem et stenet landskab med små floder.

Det var første gang jeg skulle gennem Capitol Reef, men mine forventninger var ikke store, for det er ikke en af de nationalparker man hører så meget om. Men efter at have været der, er det ikke noget man skal snyde sig selv for, hvis men alligevel er på de kanter. Det er bestemt ikke nogen stor park og langt fra den smukkeste, men den har dens helt eget udseende. Smukke klippeformationer og store kløfter,, som man kan køre inde i, pryder parken, som også gemmer på levn fra de første mormoner i området og Fremont-indianere, som levede her for tusind år siden.

De små huse er fra de første europæere på disse kanter. Mormonerne havde bygget små hjem, et smedeværksted og en lille bitte skole, hvor der lige kunne være 8-10 elever og en lære. Midt i klasselokalet stod der en lille brændeovn, til at varme den lille skole op med i de kolde vintre. Ikke langt fra skolen var der nogle klippemalerier, som Fremont-indianerne havde malet for over et tusind år siden.

Vi gjorde en del stop i parken. Blandt andet ved besøgscenteret, hvor en lokal ranger kunne fortælle meget mere om området. Det blev også til en tur op i den ene af to store kløfter, som man kan køre ind i. Og så gik vi en tur på 3 km for at se en stor flot naturbro.

Det specielle ved Capitol Reef er hastigheden for eortionen i klipperne. De er skabt på blot femten tusinde år, og taget i betragtning af at sådan noget normalt tager millioner af år, må man sige, at det er gået hurtigt.

Fra Capitol Reef og op til motorvejen I-70 kommer man ud på de meget øde strækninger med lange lige landevejen og meget lidt trafik. Vi valgte at gøre et stop med en dejlig udsigt ud over landskabet for at spise lidt frokost.

Vi nåede frem til Moab sidst på eftermiddagen, hvor jeg havde bestil to overnatninger på Moab KOA, der er en dejlig campingplads med fine og rene faciliteter. Mor havde sat suppe på menuen, men da hun fandt pølser og brød i campingkiosken, blev den menu hurtigt ændret til dansk-amerikanske hotdogs.

Vis stort kort

Bryce Canyon

2009-04-15T20:32:00.002-07:00

15. april 2009
Det var blevet en fast rutine, at jeg var den første der stod op og gik i bad. Når jeg så kom tilbage havde de to gamle fået deres kroppe slæbt ud af sengen og var klar til at overtage toiletbygningen. Der var fars fødselsdag, og da vejret denne morgen lagde ud med sne sagde far meget bestemt: ”Jeg har aldrig haft en fødselsdag uden solskin!”. Og få minutter senere stoppede det med at sne og solen skinnede. Og det forsatte den med det meste af dagen selvom vejrudsigten havde lovet snestorm. Han må have nogle gode kontakter til de højere magter. Det var en skam han ikke havde brugt dem før nu, men det kan være det ikke er noget man skal misbruge. Vi spiste vores morgenmad med dansk flag på bordet og et par fødselsdagsgaver, inden vi pakkede autocamperen og kørte ud til Bryce Canyon. På vej derud så vi en del biler med en del sne på, for det havde sneet en del der i løbet af natten. Bryce Canyon ligger i over 2500 meters højde, mens Cannonville og campingpladsen ligger lavere i en dal, hvor temperaturen er et par grader varmere.

Og så skal man lige huske at sikre alt inden man kører. Alt! En helt gallon vand, som jeg havde stillet på bordet rutsjede ned på gulvet, hvor proppen sprang af med et ordentligt brag, og det meste af en hel gallon vand fossede ned gennem autocamperen forbi min mor, der råbte op, og helt frem til min far og jeg i førekabinen. Inden jeg fik helt hold på autocamperen, begyndte vejen at gå op igen, og vandet rendte tilbage til bagenden igen, hvor det kom fra. Men så fik vi jo også vasket gulv den dag!

Det var en kold dag med en temperatur lige under frysepunktet. Men solen gjorde at det ikke føltes helt så koldt, selvom der hang mange istapper under autocamperen.

Vi gjorde det første stop ved Bryce View, hvor man får den bedste udsigt ud over Bryce Canyon. Herefter kørte vi ud til Natural Bridge, hvor de lige var blevet færdige med at rydde vejen for sne. Den smukke røde naturbro stod ekstra flot i den hvide sne. I det hele taget er Bryce Canyon bare smukkest når der er sne. Det var tredje gang jeg besøgte Bryce Canyon, og jeg har set den både med og uden sne. Men den hvide sne giver et helt fantastisk farvespil med de røde og gule klippeformationer. Vi gjorde det sidste stop for enden af vejen, der går gennem nationalparken, inden vi kørte tilbage til indgangen. Når temperaturen er under frysepunktet og alle vandrestier er sneet til, er Bryce Canyon ikke større end at man kan se det hele på en formiddag.

Ved indgangen gjorde vi stop ved Ruby’s Inn, hvor far gav en fødselsdagsfrokost. I restauranten tilbyder de en dejlig og billig frokostbuffet i ægte westernstil med spareribs, kylling, kartoffelmos, ris, supper og salatbar. Og så med lokale Utah-øl til. Det var en fantastisk oplevelse, der kun kan anbefales. Restauranten var indrettet i en hyggelig western stil med bøjede hestesko til at hænge jakkerne på.

Resten af dagen valgte vi at tilbringe på campingpladsen i Cannonville i en opvarmet autocamper, mens temperaturen stadig faldt lidt. Og ovenpå den gode frokostbuffet, blev der ikke spist meget mere den dag.

View Larger Map

Zion

2009-04-15T20:32:00.001-07:00

14. april 2009

Vi forlod Lake Powell så tidligt på dagen, det var muligt. Receptionen åbnede klokken otte så vi kunne få betalt vores overnatning og komme videre. Få hundrede meter fra Wahweap kører man inde over statsgrænsen til Utah, og uret skulle nu sættes en time frem. Det gjorde at formiddagen hurtigt gik. Men jeg havde også planlagt en kort strækning til nationalparken Zion. Men den planlagte campingplads, hvor vi skulle have overnattet åbnede først op første maj efter at have været lukket hele vinteren. Derfor valgte vi at køre til Cannonville tæt ved Bryce Canyon for at tage to nætter der.

Zion er smuk, men med alle de nationalparker begynder det at blive svært forsat at imponeres. Området blev opdaget af mormonerne, der har hovedsæde i Salt Lake City og er godt repræsenteret i resten af Utah. De gav den smukke dal dens navn.

Når man kommer i autocamper, skal man ud over entre også betale 15 dollars for at komme igennem den ene af to tunneller. De 15 dollars er ikke inkluderet i entre med et nationalpark pas. Anden tunnel når man kommer fra øst, som giver adgang til Zion Valley, er så snæver, at autocampere skal kører midt i tunnelen for at komme igennem. Derfor er der også kun adgang gennem fra klokken 8-19, hvor parkbetjente står og dirigere trafikken. Den østlige del af Zion er smukke klippevægge i mange forskellige farver og mønstre af sandsten. Den vestlige del er Zion Valley, som går ad en vej fuld af hårnålesving. Vil man længere ind i dalen, skal man med busser derind. Derinde er der mange smukke vandreture.

Vi spiste vores frokost i dalen ved besøgscenteret, inden vi kørte den samme vej tilbage gennem parken.

Efter at have set Zion forsatte vi nordøst på til Cannonville, der ligger tyve kilometer på den anden side af Bryce Canyon. Lige inden man kommer til Bryce Canyon, går landevejen gennem Red Canyon, der er en smuk kløft med røde sandstendsklipper i forskellige formationer.

I Cannonville ligger der en dejlig KOA campingplads i udkanten af den lille by, der ikke er meget mere end et par huse og en kirkegård. Her ville vi have to nætter så vi havde en hel dag til at opleve Bryce Canyon.

View Larger Map

Grand Canyon og Lake Powell

2009-04-15T20:29:00.000-07:00

13. april 2009
Det havde været en meget kold nat med frostgrader og vandet på campingpladsen havde været lukket for ikke at sprænge vandrørene. Vi valgte alligevel at stå tidligt op for at komme ud til Grand Canyon, inden der kom alt for mange besøgende. Vejrudsigten så god ud, så jeg trodsede kulden og startede dagen i short, og det samme gjorde far. Og vi fik ret, for det blev en lun og solrig dag uden en sky på himlen.

For nogle år tilbage var mine forældre i Planetariet i København, hvor de så en film om Grand Canyon. Min mor syntes, at den var så god, at hun følte hun havde været der. Men hun blev lidt tavs, da vi nåede kanten af Grand Canyons sydside. Og hun blev længe stående på kanten, og faldt nærmest i staver ved det storslåede syn. Nu måtte hun rette sig selv og indrømme at virkeligheden var noget helt andet. Grand Canyon kan bare ikke beskrives med ord. Og selvom det ikke var første gang jeg var der, var det stadig en god oplevelse at se det hele igen.

Ikke engang billeder kan beskrive det. Jeg synes de fleste af de billeder man ser fra Grand Canyon er triste og kedelige, og nu ved jeg hvorfor. Grand Canyon er simpelthen så stor at man umuligt kan fange det hele med et kamera. Disen i det fjerne får billederne til at se unaturlige ud. Men sådan ser Grand Canyon nu engang bare ud. Jeg forsøgte at få en del forgrund med i mine billeder for bedre at kunne illustrere hvor stort det er. Og det lykkedes til dels. Bedøm selv!

Nede ved hotellerne og de butikker der er ved kanten af sydsiden, er der mange steder man ikke må parkere med autocampere. Derfor parkerede vi ved rangerstationen, og gik godt en kilometer hen til kanten og videre langs kanten hen til observatoriet. Vi måtte gøre mange stop undervejs, så far kunne følge med. De store vidder skulle foreviges i billeder og video fra alle mulige vinkler. Og det gjorde ikke min mor noget, for hun kunne selv stå i timevis og kigge ud over kløften. Nede i bunden fik vi øje på nogle små prikker der flyttede sig. Først troede vi det var folk til fods, men da jeg fik et billede forstørret på computeren, kunne vi se at de red på heste.

Inden vi forsatte ud langs den østlige del af kløften, skulle far lige på posthuset. Ikke fordi han savnede arbejdet derhjemme som postbud, men for at få frimærker. Imens indtog mor en souvenirbutik, og så vidste jeg godt hvad klokken var slået. Da far og jeg kom ind for at hente hende, måtte vi nøje gå butikken fuldstændig igennem, inden vi fandt hende. Og derefter tog det sin tid, inden vi fik hende med derfra igen. Men nu havde hun stort set heller ikke set en butik indvendig på hele turen. Butikken har en fødevareafdeling, hvor jeg fandt en pose nylavede hot chicken wings, som jeg købte til frokost. De var den ægte vare, de stærke med chili, så sveden rendte, da vi bagefter guffede dem i os.

Vejen østpå snor sig mere eller mindre langs kanten. Nogle steder kan man se ned i kløften fra vejen, mens man andre steder kører bag om en del træer. Der er anlagt mange vigepladser og parkeringspladser ved de mange udkigspunkter. Og vi tog nærmest dem alle sammen, så far kunne få flere vinkler fotograferet og mor kunne gå lidt i staver igen. Nu lyder der hele ret slem, men det var det nu ikke. Det er bare sjovere at skrive om deres små svagheder end sine egne.

Da vi var nået ud gennem den østlige indgang til Grand Canyon, satte vi retningen mod Page og Lake Powell. Undervejs gjorde vi et stop for at få tanket bilen op og få kølet kroppen ned med en is. Og det blev også til et fotostop for at nyde naturen og kigge nærmere på nogle boder langs landevejen, hvor de lokale indianere solgte hjemmelavede ting til turistpriser (dyre priser).

Og når man ser indianerne, får man lyst til at snuppe et par billeder til samlingen. Men jeg stoppede min far for ikke at rende i problemer. Indianerne bryder sig ikke om bare at blive fotograferet som en anden seværdighed. Man skal sammenligne det med, at man selv sidder på det lokale torv hjemme i Danmark, mens den ene bus og bil efter den anden med turister stopper op og tager et billede af en og forsætter. Det vil man jo ikke selv bryde sig om.

Vi nåede Page sidst på eftermiddagen, hvor vi gjorde et stop ved dæmningen, som har dannet Lake Powell. Et imponerende bygningsværk, men ingenting i forhold til Hoover Dam som vi jo allerede havde set. Vi forsatte derfor hurtigt videre fem kilometer nord for Page til Wahweap, hvor der ligger en dejlig campingplads helt ned til Lake Powell med en imponerende udsigt. Specielt ved solnedgang, som vi startede med at nyde sammen med aftensmaden, som for første gang på turen blev spist udendørs. Og bagefter gik far og jeg en tur langs vandkanten, mens mor frivilligt tog opvasken.

Da vi ankom til pladsen var receptionen lukket, men de havde hængt en liste udenfor med ledige pladser og priser, hvor man så kunne skrive sig på og afregne næste dag, inden man kørte igen. Vi tog en af de bedste med kloakafløb, vand og strøm og en imponerende udsigt ud over søen til 43 dollars. For første gang skulle vi betale ekstra for at komme i bad. Et bad kostede tolv dollars og varede i lang tid. Hvor længe ved jeg ikke. Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at finde ud af det, men opgav til sidst for ikke at gå helt i opløsning.

View Larger Map

Lake Mead og Route 66

2009-04-12T20:39:00.000-07:00

12. april 2009
Planen var, at vi ville forlade Las Vegas tidligt på dagen, for at komme tidligt frem til Williams, der ligger en lille times kørsel fra Grand Canyon. Men min far ville gerne lige hen forbi de sidste hoteller på ’The Strip’, som vi ikke nåede aftenen før, for at fotografere dem. Så jeg gik med ham på en tur på 1½ time ned i den anden ende af gaden.

Midt på formiddagen var vi klar til at forlade campingpladsen og Las Vegas. Men inden hilste naboen lige på mig og vi faldt i snak. Han havde solgt hans hus og købt en stor autocamper, på størrelse med en bus, hvor han og konen nu boede. Så rejste de rundt på forskellige campingpladser, hvor manden fik arbejde. De skulle bo i Las Vegas et helt år, da datteren og et barnebarn boede her og havde brug for lidt ekstra hjælp til børnepasning, mens svigersønnen var udstationeret i Tyrkiet.

På vej ud af Las Vegas kørte jeg lidt forkert, og vi endte ved et rekreationsområde ved Lake Mead, som er en kunstig sø, opstået efter at man har bygget Hoover Dam. Det koster 10 $ at køre ind i området, men med et pas til nationalparkerne, som vi var i besiddelse af, kommer man gratis ind. Det er en smuk sø, som de lokale bruger til at slappe af ved og sejle på. Har man i forvejen et pas til nationalparkerne, er dette en smuk vej at køre fra Las Vegas ud til Hoover Dam.

Kort inden Hoover Dam blev vi vinket ind til siden af politiet. Her ved grænsen til Arizona, bliver køretøjer af sikkerhedsgrunde gennemsøgt. Derfor måtte vi alle forlade autocamperen, og lade politiet kigge indenfor og rundt i alle rummene udvendigt. Da de var klar til at sende os videre, sagde den ene betjent pænt ’Danke schön’ og blev pænt irettesat af os.

Hoover Dam, der var verdens største dæmning, da den blev bygget, og grundlaget til at Las Vegas blev grundlagt, er en meget populær seværdighed. Og da det samtidig er hovedvejen fra Las Vegas og vestpå til Flagstaff og Phonix i Arizona, holder man hurtigt i en lang kør, for at med lav hastighed at passere dæmningen uden at køre de mange turister ned. Der er rundvisninger i dæmningens indre, men vi valgte at gøre et kort stop for at fotografere den, inden vi forsatte ind i Arizona mod Williams. For at afhjælpe trafikken over Hoover Dam, er de i fuld gang med at bygge en stor motorvejsbro hen over Colorado River lige ved siden af Hoover Dam.

Benzinpriserne blev billigere og vi kunne nu få benzin til 2,10 dollar pr. gallon. Det svarer til godt tre kroner pr. liter.

Fra Kingsman kan man køre på den gamle klassiske og historiske landevej Route 66. Vi valgte at tage motorvejen I-40 ned til Seligman, hvor vi kørte ind på Route 66. Her spiste vi lidt frokost ved en opsat western by, inden vi tog motorvejen videre til Williams.

Campingpladsen Grand Canyon KOA ligger fem miles (otte kilometer) fra Williams ad vejen ud mod Grand Canyon. De var i fuld gang med at renovere den, og var allerede færdige med den første toiletbygning, hvor man kunne få et rum for sig selv med både toilet og bad. En meget fin og hyggelig campingplads, der samtidig er meget billig. Ved hver plads er der borde og bænke, en grill og en lille bålplads. Så nu kunne far langt omlænge få brugt vores kul og grillet nogle gode bøffer. Mens vi var i gang med at lave mad, ankom en ’lille’ autocamper på 12-14 meter med en lastbilfront og med en anhængervogn på samme længde, også til at bo i. Ud af dette enorme monstrum kravlede et ældre ægtepar ud og tjekkede ind. Garanteret endnu et af de pensionerede par, der har solgt huset og købt et mobil home.

View Larger Map

Death Valley og Las Vegas

2009-04-12T20:37:00.000-07:00

11. april 2009
Selvom det var ret køligt, da vi stod op, valgte vi alligevel at tage shorts på. En lang dag gennem ørkenen ventede forude, så vi var ret sikre på, at vi nok skulle få varmen op ad dagen. Vejen gik hurtigt nedad til den første del af den californiske ørken, hvor vi passerede flere store udtørrede saltsøer. Her udvinder de saltet i store fabrikker.

Efter et par timers kørsel i høj varme med et par enkelte stop for at fotografere det smukke landskab, ankom vi sidst på formiddagen til Death Valley. Man skal gøre stop i Stovepipe Wells Village, for at registrere sig inden man kører videre gennem dalen. Den største seværdighed i Death Valley er Bad Water, der er en næsten udtørret saltsø, der ligger på USA’s laveste punkt - 86 meter under havets overflade. Man kan gå rundt på den saltede søbund, men det er kun tilladt i det område, hvor der allerede har gået folk. Går man hen til kanten af dette område og kigger grundigt på det uberørte område, kan man se nogle fine og smukke saltkrystaller. Og selvom om man befinder sig på det tørreste og varmeste sted i hele Nordamerika i et område, hvor der stort set ikke gror noget som helst, finder man liv i de små pytter af vand i Bad Water. Det er også værd at gå en tur op i Golden Canyon, hvor solens stråler er med til at give den lille kløft et smukt skær.

På vej ud af Death Valley kørte vi ind forbi Ashford Mill, hvor ruinerne af en gammel guldgraverbolig ligger. Her spiste vi lidt sent frokost, inden vi kørte videre til Las Vegas.
I Las Vegas havde jeg ikke reserveret plads på nogen campingplads, da vi hjemmefra ikke vidste, om vi måske gerne ville have en nat på hotel her. Men vi havde fundet os så godt tilrette i autocamperen, at vi hellere ville benytte den. Og selvom der er begrænset med plads i alkoven hen over førekabinen, var der det plads jeg skulle bruge. Og der er plads nok til at der nemt kan ligge en mere. Sengen deroppe er næsten 2½ meter lang, så jeg havde et par små tasker til at ligge i fodenden. Om dagen kan man vippe den ene madras op, så det giver mere plads og lys i førekabinen.

Vi kørte hen til Circus Circus KOA, som er en fin campingplads midt på ’The Strip’. Ikke den mest charmerende eftersom de har asfalteret hele pladsen, men det er ikke unormalt at amerikansk RV parks ser sådan ud. Og når jeg nu bruger ordet eller forkortelsen RV, er det fordi, at det er det mest anvendte ord for en autocamper i USA. RV står for Recreation Vehicle.

Efter lidt hurtigt og nemt aftensmad gik vi en tur ned ad ’The Strip’, som er hovedgaden i den nye bydel med de store hoteller og kasinoer. Vi nåede hen til Treasure Island lige i tide til at se deres show, som de opfører to gange hver aften. To store sørøverskibe, det ene fyldt med letpåklædte blondiner og det andet med store maskuline mænd i bar overkrop, bekriger hinanden til mændenes skib synker. Med krudt, røg, fyrværkeri og store plask springer sørøverne overbord til høj musik, lys og et jublende publikum. Næste hotel er The Mirage, hvor temaet er en jungle. Ude foran står en stor vulkan, der fra klokken 20 går i udbrud hver time med lys, vand og ild. Bellagio er nu min favorit. I den enorme fontaine danser vandsøjlerne rundt i takt til musikken, og vandet skydes mange meter op i luften. De starter fontainen klokken 15, hvor efter der er et show hver time. Fra klokken 20 og frem til midnat, hvor de lukker ned for fontainen igen, er der et show for hver femten minutter.

Fra Bellagio valgte vi at tage en taxa op til Fremont Street i den gamle bydel. Her har man renoveret den gamle kasinogade for at gøre den attraktiv igen. Hele gaden er blevet overdækket med verdens største skærm, hvor der vises et spændende show hver time hele aftenen igennem. Det største og mest populære show er klokken 22 og det er med Queen til tonerne af ’We will rock you’ og ’We are the champions’.

Efter at have set showet kl. 21 med ’American Pie’ som sluttede i fællessang fra de mange mennesker i gaden og med et kæmpe bifald, tog vi en taxa tilbage til campingpladsen for at få en kop kaffe, inden vi gik til køjs.

View Larger Map

Sequoia

2009-04-12T20:36:00.000-07:00

10. april 2009
Vi forsatte dagen ned gennem Californiens plantageområde, hvor der dyrkes mandler, appelsiner samt vindruer, som tøres til de berømte Sun Maid californiske rosiner. Vi forsatte op i bjergene igen til Kings Canyon og Sequoia National Park. På vejen derop begyndte det først at regne lidt, som så blev afløst af sne jo højere op vi kom.

Når man tager den nordlige indgang, skal man melde sig selv ved informationen, som ligger et par miles ned mod Kings Canyon, så det gjorde vi. Og selvom Kings Canyon ikke var vores egentlige destination, er det spændende at køre hen til General Grant Grove, hvor man finder verdens tredje største træ, General Grant Tree. Men her er også flere af de gigantiske Red Woods, som er verdens største træsort.

Vi kørte lidt tilbage igen og videre ind i Sequoia over et pas, hvor det begyndte at sne kraftigt. Så kraftigt at vi ikke længere kunne se den gule linje midt på vejen. Og da vi nåede frem til Giant Forest, var vejen over passer blevet lukket lige bag os.

I Giant Forest finder man det største område af Red Woods samt verdens største træ, General Sherman Tree, der vejer 1.385 tons, fylder 1.487 kubikmeter har en diameter på 11 meter på det bredeste sted og er vurderet til at være 2.200 år gammelt. Et Red Wood træ vokser ikke mere end et par centimeter i diameter de første hundrede år. Det gør træet hårdt og eftertragtet til tømmer. Men træerne i nationalparkerne er fredet og må ikke fældes. I 2003 var tre unge mænd ude at gå en tur i Giant Forest, og da de er på vej tilbage til deres bil, hører de et ordentligt brag. Et enormt Red Wood træ er faldet ned over deres Jeep, og har smadret den til ukendelighed.

Der ligger et hyggeligt lille museum midt i Giant Forest, hvor man kan lære mere om de enorme træer og købe litteratur om dem.

Vejen ned fra den sydlige indgang er meget snoet og stejl. Det anbefales officielt ikke at man køre ad denne vej med køretøjer på over 22 fod, men selvom vores autocamper var 25 fod, gik det fint med at komme ned. Og der var ingen vej udenom eftersom vejen tilbage var blevet lukket på grund af sne. Men kører man i en 30 fods autocamper bør man absolut ikke vælge den sydlige indgang.

Da vi hørte at vejen bag os var blevet lukket, og det stadig sneede i Giant Forest, valgte vi hurtigt at køre videre, af frygt for at vi skulle sne inde, hvor vi var. Derfor tog vi en sen frokost halvvejs nede af bjergene på en vigeplads i en smuk dal med en fossende flod i bunden.

Neden for bjergene kørte vi igen gennem et stort plantageområde, hvor specielt appelsinplantagerne var dominerende. Overalt solgte de friske nyplukkede appelsiner ved vejen, og rundt omkring kørte store lastbiler med ladet fulde af fyldte appelsinkasser. Vi stoppede ved en landevejshandel og købte en stor kasse appelsiner samt en lille flaske appelsinhonning.

Jeg havde hjemmefra reserveret overnatning til os i Lake Isabella, som ligger oppe midt i bjergene på vej ind til ørkenen. Vejen derind går gennem en dal med en flod op ad snoede veje men med mange vigepladser, så vi kunne give plads til de hurtigere kørende køretøjer.
Lake Isabella KOA er en hyggelig campingplads med masser af liv. I et udendørs campingkøkken var folk i gang med at lave mad, da vi ankom, og butikken med tilhørende bar var åben til klokken 22.

View Larger Map

Yosemite

2009-04-12T20:34:00.000-07:00

9. april 2009
Vi forlod campingpladsen kl. 8.30, da informationen på campingpladsen åbnede. Herefter kørte vi gennem San Francisco ad Highway 1 over Golden Gate Bridge. På den anden side af broen kan man gøre et stop for at tage billeder af broen og af San Francisco. Men vil man have billeder af broen med San Francisco i baggrunden skal man køre 100 meter længere hen og dreje af ved afkørslen mod Sausalito. Hvis man herefter kører under motorvejen og op ad bakken, finder man nogle fantastiske muligheder for at fotograferer broen med San Francisco i baggrunden. Og så har man også et sted at nyde udsigten uden alt for mange turister, som normalt vælger at benytte den officielle afkørsel til at fotografere broen.

Vi benyttede os af Richmond Bridge længere nordpå for at komme over til Oakland og via I-580 ud mod Yosemite. Undervejs til Yosemite gjorde vi et stop for at købe friske grønsager og frugter ved en landevejshandel. Blandt andet friskhøstede mandler.

De havde lovet regnvejr i vejrudsigten, men det var tørvejr hele vejen derud, og det var som om at solen var ved at finde vej gennem skyerne. Men da vi kom til Yosemite begyndte det at sne. Der lå ikke så meget sne som jeg havde regnet med, men der var dog et par meter nogle steder. Ned i Yosemite Valley lå der ingen sne, men her regnede det til gengæld en del.

Vi kørte ned i bunden af dalen, hvor vi fandt et sted, hvor vi kunne holde og lave lidt frokost, inden vi kiggede nærmere på den smukke natur og de store vandfald.

Yosemite Falls er verdens næsthøjeste vandfald i tre dele. Den øverste del af vandfaldet er den højeste del på 435 meter, mellem stykket er kaskade med et fald på 205 meter, mens den nederste del har et fald på 98 meter. Total er vandfaldet 740 meter højt. Man kan let gå op til det nederste stykke af vandfaldet. Men vil man se hele vandfaldet, skal man se det på afstand. Der er også vandrestier op til toppen af den øverste del, men det kræver, at man sætter 6-8 timer af til denne vandretur.

Inden vi kørte ud af dalen igen, kørte vi ind for at se Bridalveil Fall. Endnu et stort vandfald men langt fra så højt som Yosemite Falls. Her kommer man så tæt på vandfaldet, at man ikke kan nå at tage billeder af det, inden linsen på kameraet bliver for våd.

Vi tog den sydlige udgang af Yosemite og kørte ned til Coarsegold, hvor vi overnattede på en campingplads, der var lavet i ægte western stil. I et klubhus, hvor man kunne sidde og hygge sig ved borde med en kamin eller spille bold udenfor, var toiletterne lavet med svingdøre som indgangen til en gammel western bar og med vandhaner som små pumpe. En hyggelig campingplads med en lille andedam samt mulighed for fælles lejrbål og hesteskokast.

Vis stort kort

San Francisco

2009-04-12T07:33:00.000-07:00

8. april 2009

Efter en god morgenmad tog vi med pladsens egen transferbus ind til centrum og blev sat af i Chinatown. Herfra gik vi forbi Pyramide Tower, som trods en del protester ved opførelsen af bygningen er blevet et af San Franciscos store varetegn. Og herfra gik vi videre op til Coit Tower, som står på en af de store bakker. Det koster 5 $ at komme op i tårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over hele San Francisco og Golden Bay.

San Franciscos gader er ekstreme stejle, så vi valgte at tage med en af de berømte Cable Cars til Union Square. En tur koster 5 $, og man kan købe et dagskort for 11 $. En Cable Car er en sporvogn, der kører op og ned af de stejle gader, ved at blive trukket af kabler, der går under vejen. I hver ende af vognen står der så en mand, som får vognen til at gribe fat i kablerne, så de kan blive trukket op ad bakkerne.

Union Square er en hyggelig plads, hvor man altid finder liv. I dag var der kunstudstilling, og en flok jøder underholdt med musik og sang. Vi fandt os nogle lækre sandwich, som vi spiste på pladsen. Rund i dette område af San Francisco finder man alle de fine forretninger. Lige over for Union Square ligger der en Macy, i flere etager. Og der er både en for kvinder og en på den anden side af gaden for mænd.

Efter en dejlig frokost var det tid til at spadsere op og ned af de stejle bakker. Det tog lidt hårdt på mor, så jeg prøvede så godt jeg kunne ikke at vise vej ad de værste bakker. Dog var der en bakke, som jeg gerne ville vise dem. Filbert Street mellem Hyde Street og Leavenworth Street er ekstrem stejlt. Og man skal komme fra Hyde Street når man skal se det. Ikke bare fordi, at man så går oppefra og ned, men fordi man får den bedste fornemmelse af hvor stejl gaden er. Man går stille og rolig ude midt på vejen hen til kanten, hvor det begynder at gå ned af. Man skal helt hen til omkring to meter fra hvor det går nedad, inden man kan se hvor stejl den er. Og bare rolig. Fortovet er lavet som trapper. Og min far som er postbud udbrød: Godt man ikke er post her i byen!

To gader længere henne går det sjove stykke af Lombard Street. Her er vejen så stejl, at man har lavet små hårnålesving hele vejen ned. Der er en del trafik her, fordi en hel del turister gerne vil prøve at køre på den. Og det er så til glæde for os andre, der har det sjovt med at fotografere de mange biler, der kører zigzag ned ad gaden.

Inden vi tog ud til Alcatraz købte vi os en kop kaffe. Jeg havde fundet nogle danske vaffelrør med chokolade i et supermarked til en enkelt dollar. Da jeg læste nærmere på pakken, kunne jeg se, at den ikke havde set skyggen af Danmark ud over dens danske navn ’Royal Dansk’. Pakken og dens indhold var både produceret og pakket i Indonesien og herefter sendt til USA. Men det var sikker en dansk opskrift, og de smagte jo godt.

Jeg havde hjemmefra bestilt billetter til Alcatraz til den sidste dagstur. Turen er så populær at der oftest er udsolgt mindst to dage frem. Man skal derfor bestille billetter hjemmefra på deres hjemmeside. Og helst fjorten dage inden man skal bruge dem for at være helt sikker på at få billetter i højsæsonen. Sejlturen ud til øen, der ligger midt i Golden Bay, tager cirka femten minutter. Nok til lige at få en kop kaffe. Ved ankomsten byder en ranger velkommen og giver nogle praktiske informationer. Man kan købe små brochurer til en dollar stykket. Der er både en generelt om Alcatraz og en om de fjorten flugtforsøg, som der har været. Herefter går man op ad vejen forbi en del faldefærdige bygninger, der har serviceret fængslet. Selve hovedbygningen med alle cellerne er hovedattraktionen. Her kan man få høretelefoner på og lytte til fortællinger om livet i Alcatraz. Det er utroligt spændende at gå op og ned af de lange gange med små åbne celler i tre etager, lige med plads nok til en lille feltseng, en toiletkumme, en håndvask og et par små hylder. Det mest kreative og mystiske flugtforsøg blev gjort af tre indsatte, der med skeer og hjemmelavede bor skabte sig vej gennem ventilationslugen. Herfra kunne de i en korridor klatre op ad forskellige rør til taget, og klatre ned af bygningen og liste ned til vandkanten. Inden de flygtede, havde de lavet små hoveder af cement og sæbe fra værkstedet, som de malede og lagde i sengen, så det så ud som om de lå og sov. Da de nåede vandkanten sejlede de væk i en lille båd, som de havde lavet af regnjakker. De er aldrig blevet fundet, og ingen ved om de slap levende fra det. Man kan se de hjemmelavede hoveder, som stadig ligger i deres celler. Andre, der forsøgte at flygte, omkom eller blev fanget igen.

Efter sejlturen kiggede vi forbi Pier 39, hvor en stor flok søløver holder til midt i havnen til stor morskab for turisterne. Efter det store jordskælv i 1989 dukkede søløverne op og er blevet her.

Tilbage på campingpladsen varmede vi lidt rester fra dagen før, som vi spiste inden vi gik til køjs.

Highway 1

2009-04-08T08:19:00.000-07:00

7. april 2009
Efter en god nats søvn på otte uafbrudte timer stod vi op selvom klokken kun var 5. Så der var god tid til at komme i bad og spise morgenmad samt gå en lille morgentur, inden vi kunne betale for vores overnatning og forlade campingpladsen kl. 8.

Vi kørte ad små landeveje ud til Morro Bay, der ligger ved Highway 1. Herfra fulgte vi Highway 1 op langs kysten via San Simeon. Fra San Simeon starter den smukkeste del af Highway 1. Herfra snor vejen sig langs kanten af kysten med en vidunderlig udsigt ud over Stillehavet. Desværre begyndte det at regne, og da vi gjorde det første stop, for at se på søelefanter, stod det ned i stænger. Vi ventede lidt til det klarede lidt op igen, inden vi gik ud for at se på de enorme dyr. En søelefant, der står på dens forluffer og retter sig op, kan blive over to meter høj. Der lå 3-400 søelefanter på stranden og snorkede i deres dybe søvn. Et par enkelte var vågne og rørte lidt på sig, og et par store haner var oppe at toppes lidt i vandkanten. Ude i vandet svømmede flere af dem rundt i de store bølger.

Vi forsatte turen langs kysten gennem Big Sur og over Bixbo Bridge til Monterey. Her ankom vi midt på eftermiddagen og handlede ind til et par dage. Det er bare ret svært at handle ind til en autocamper, når deres pakker med mad er så enorme. Vi ville gerne have lidt kul, så vi kunne grille. Men den mindste pose var på 20 kg. Alt er bare stort og kan være svært at få plads til i køleskabet, selvom det nu heller ikke er helt lille. Vi købte kød til nogle dage, som vi puttede i fryseren. Herefter spiste vi lidt sent frokost, inden vi kørte videre til San Francisco.

I San Francisco ligger KOA’s campingpladser langt fra centrum, så jeg havde reserveret plads til os på Candlestick RV Park. Den ligger lige ved siden af San Franciscos store football stadion, hvor San Francisco 49’ers spiller. Når der spilles kamp, er det meget dyrt og svært at få plads her. Men uden for sæsonen er det noget nemmere, og der var stadig en del ledige pladser tilbage. Det er nemt at finde dertil, for motorvejen US 101, der kommer sydfra og går ind til centrum, går lige forbi pladsen. Og den er nem at se, på grund af det store stadion. Selve pladsen er ikke speciel hyggelig. Den ligner en stor asfalteret parkeringsplads, hvor man bakker sin autocamper op i en parkeringsbås og kobler strøm og vand til. Toilet og badeforholdene var pæne og rene, og så havde de en transferbus til centrum, som kostede 12 $ pr. person. Ved området for telte var der 4 fælles grill, som man kunne benytte sig af.

Vis stort kort

Solvang

2009-04-08T07:53:00.000-07:00

6. april 2009
Efter en nat, hvor man har ligget vågnet rigtig mange gange, var vi klar til lidt morgenmad på hotellet. En opgradering på hotellet gav os adgang til en lille lounge med lidt morgenmad i form af et meget lille udvalg. Herefter tog vi en taxa til Carson, for at hente vores autocamper. Mens de gjorde autocamperen klar til os, så vi en lille film på 10-25 min om hvordan autocamperen fungerer. Her havde de kørt den på en campingplads for at demonstrere den. Herefter gik vi autocamperen hurtigt igennem med personalet, og fik udleveret proviantpakke i form af kogegrej og personlige pakker med sovepose, lagen, håndklæder vaskeklude og viskestykker.

Vi satte hurtigt vores bagage i det store bagagerum og kørte af sted sydpå ad I-405 til Santa Monica, hvor vi kørte på US-1, bedre kendt som Highway 1. Den fulgte vi rundt langs vandet. Vi gjorde et stop undervejs ved en Walmart for at få handlet mad ind til autocamperen.
Herefter kørte vi videre til Solvang. En lille ”dansk” by midt i Californien. Små huse i bindingsværk lavet af beton og brædder og kopier af danske seværdigheder, Rundetårn, Dybbøl Mølle og Den lille havfrue. Og så finder man bagere i stort set hver gade - alle med danske efternavne. Midt i byen fandt vi en lille julebutik, der sælger juleting året rundt. Efter at have gået rundt derinde lidt, snakkede en af de ansatte til os på dansk. Trods hun ikke bruger hendes dansk til daglig, gik det rigtig godt med at snakke med os. Og i en lille butik på Copenhagen Drive blev vi også betjent på dansk af en dame, der har boet i USA i 20 år. Vejret var godt og byen var nu meget hyggelig. Men Solvang er altså kun et sted, hvor man hænger ud et par timer, og så skal man videre. Det er ikke et sted man skal overnatte på som en decideret destination.

Længere mod nord fandt vi en Campingplads ved Santa Margarita, som jeg havde reserveret plads på hjemmefra. Vi ankom ved 19 tiden, så receptionen var lukket. Udenfor hang vores pladsnummer sammen med de andre, som ankom sent den dag. Campingpladsen var hyggeligt indrettet i et kuperet terræn med små plateauer mellem mange træer. Toilet- og badefaciliteterne var dog ikke så fine og kan vist ikke få mere end en enkelt stjerne eller halvanden. Men det var muligt både at komme på toilet og i bad.

Vis stort kort

Los Angeles

2009-04-08T07:51:00.000-07:00

5. april 2009
Nu har jeg rejst USA tyndt mange gange, men det har altid været med overnatning på hoteller og moteller. Jeg elsker at cruise af sted på de amerikanske landeveje mens naturen ændrer sig om ørene på mig. Men denne gang har jeg valgt en autocamper. Og så har jeg inviteret mine forældre med, da de er garvede campister. Og det fandt jeg hurtigt ud af, da min mor åbnede hendes kuffert. Dansk kaffe, tragt, termokande, dug, servietter og andre små nips væltede ud af kufferten. Man skulle tro hun havde tømt deres lille campingvogn ned i den kuffert.

Jeg var lidt spændt på flyveturen til Los Angeles. Mine forældre havde været med mig ude at flyve en enkelt gang, før men det var kun til Paris. De var derfor ret anspændte da vi skulle af sted. Men alt gik som smurt, og min mor snakkede flere gange på turen derover om hvor nemt og dejligt det var at flyve. Og selvom flyet begyndte at ryste lidt på et tidspunkt, sad de lige så stille med det de nu hver i sær var i gang med. Jeg havde plantet min far ved vinduet så han kunne kigge ud. Han sad nærmest med næsen trykket op mod ruden under hele turen. Det var skyfrit det meste af vejen så vi fik både set Indlandsisen på Grønland, det ispakkede farvand mellem Grønland og Canada, Canadas smukke ødemark, Rocky Mountains og Las Vegas. Og så fik vi også øje på det store Hollywood skilt, da vi var ved at lande i Los Angeles.

Personligt har jeg et meget kritisk syn på det mad (eller hvad man nu kalder det), som der bliver serveret i flyene på økonomiklasse. Sidst jeg fløj hjem fra USA spiste jeg slet ikke på flyet hele vejen. Og jo jeg smagte det. Men jeg synes absolut ikke det var spiseligt. Men det var som om der var noget magisk over KLM denne gang. De kørte et tema med Afrika. Maden var fremragende og står til fem ud af fem kokkehuer. Og da jeg skulle have min likør til velsmagende dessert, en Baileys som sædvanlig, måtte stewardessen beklage og tilbyde en afrikansk kopi, da det jo var et afrikansk tema. Men pyt, for nu er jeg blev større tilhænger af en afrikansk kakaolikør end Baileys.

Vel ankommet til Los Angeles hentede vi en udlejningsbil, så vi kunne køre lidt rundt og se Hollywood og Beverly Hills. Første stop blev dog hotellet, Hilton LAX, som ligger lige ved siden af lufthavnen. Har man ikke et køretøj fra lufthavnen, har alle lufthavnshotellerne gratis transfer til hotellerne. Hilton LAX er et ganske fint valg selvom værelserne er ved at være ret slidte.
Vi tilbragte aftenen i Hollywood, hvor vi gik en tur op og ned ad Hollywood Boulevard og kiggede på fliser. Det er her, at man finder den berømte ”Walk of fames” med stjernefliser, hvor 2200 kendte og anerkendte musikere, skuespillere, instruktører og mediestjerner har fået indgraveret deres navn. Inden vi tog tilbage til hotellet, fandt vi lidt at spise på Johnny Rockets. Et restaurantbesøg, som jeg har gjort til en tradition, som jeg SKAL gøre hver gang, jeg er i USA. Johnny Rockets er en amerikansk restaurantkæde i stil fra 1950’erne, der serverer burgere, milkshakes og andre ægte amerikanske lækkerier fra samme periode.

På vej tilbage til hotellet kørte vi gennem Beverly Hills, hvor de kendte Hollywood-stjerner bor. Vi så dog ikke så meget, dels fordi det var blevet mørkt og dels fordi at de enorme villaer, der gerne koster 300 millioner kroner, er gemt bag enorme hække og mure.